Poul-Erik Høyer forlader toppost af personlige årsager

Poul-Erik Høyer ønsker at træde ud af Den Internationale Olympiske Komité til maj.

Det eneste danske medlem af Den Internationale Olympiske Komité (IOC), Poul-Erik Høyer, ønsker ikke at fortsætte med sit job i den olympisk-politiske idrætstop.

Han skulle være på valg i maj, men ønsker ikke at genopstille af personlige årsager.

Det oplyser IOC i en pressemeddelelse.

- IOC-medlem Poul-Erik Høyer har informeret om, at han ikke ønsker genvalg. Derfor slutter hans medlemskab i maj, skriver IOC.

Den tidligere OL-guldvinder i badminton har været medlem af IOC siden 2014, hvor han efter at være valgt med stemmerne 76 for og 12 imod kunne aflægge den olympiske ed.

Til Ritzau fortæller Poul Erik Høyer, at hans fratrædelse skyldes den Parkinsons-sygdom, som han har haft siden 2015.

- Når man har Parkinsons, har man ikke lyst til at rejse så meget, som man ellers ville have gjort. Nu har covid-19 selvfølgelig begrænset rejseriet de seneste to år, men nu kommer der til at være mere rejseri igen, og derfor har jeg valgt, at jeg primært vil rejse på grund af badminton, siger Poul Erik Høyer.

Poul Erik Høyer er præsident for Det Internationale Badmintonforbund (BWF), hvor han sidste år blev genvalgt til en periode, der løber frem til 2025. Her bliver han siddende, fortæller han.

Vandt OL-guld i 1996

Som aktiv var venstrehåndede Poul-Erik Høyer en anerkendt badmintonspiller i herresingle, men stærke asiatiske spillere forhindrede ham i at tage flere mesterskabsmedaljer af mere ædelt metal.

Karrieren toppede med OL-guldet i Atlanta i 1996. Tre gange - i 1995, 1997 og 1999 - blev han nummer tre ved VM.

I sommeren 2021 meddelte kronprins Frederik, at han stoppede som aktivt medlem af IOC, som han havde været medlem af siden 2009. Han har i dag status af æresmedlem af IOC. Den status har også 99-årige Niels Holst-Sørensen.